Ultraløb er et ”mentalt brusebad”
Annedorthe Mahato er Danmarks bedste kvindelige ultraløber. Alligevel ser hun sig snarere som en motionist der kan lide at løbe langt. Læs her lidt om, hvordan hun når sine ekstreme mål.
Over 207 km på 24 timer! For de fleste ville denne distance være nærmest uopnåelig selv på cykel. Rent faktisk er det den distance som Annedorthe Mahato fra Stenstrup nær Svendborg har tilbagelagt i et 24 timers løb på Bornholm. Men hvad er det der får hende til at presse sin krop til det yderste?
”Grundlæggende elsker jeg at løbe korte som lange ture, Det at komme ud i naturen og opleve de skiftende årstider og landskaber, nogen gange alene, andre gange i selskab med gode løbekammerater. Det er lidt som et "mentalt brusebad". De færreste problemer er blevet større, når man har været ude på en lang tur, og humøret er altid bedre end da man startede en god lang løbetur. Fællesskabet omkring sporten betyder også en del. Selvom man konkurrerer hjælper man hinanden, får snakket sammen undervejs (også om andet end løb!). Vi deler hinandens kriser og sejre.”
Som ultraløber bruger man oftest meget tid på træning. Rent faktisk bruger Annedorthe i perioder mere end 10 timer ugentligt på at løbe. Hun giver nogle gode råd til, hvordan man kan tilrettelægge træningen, når man også har familie og fuldtidsjob ved siden af.
”Jeg har hovedmål i løbet af året og i nogle perioder bliver der ikke trænet så meget, så bliver der tid til andre ting også. Desuden kan man løbe hjem fra forskellige steder i stedet for at tage bilen. Man kan også gøre det til en vane at stå lidt tidligere op, mens familien sover. Derudover har jeg fundet ud af at der kan skæres en del ned på tv- og computerforbrug. Her føler jeg ikke at jeg går glip af det store.”
Jeg tænker at det kræver en ekstrem god viljestyrke at kunne træne til og gennemføre så lange distancer. Dette giver Annedorthe mig ret i og tilføjer tålmodighed som en anden kvalitet:
”Viljestyrke og tålmodighed er en god ting i
ultraløb!! Især når man kommer langt nok ud i konkurrencen. Muligheden for at
udgå skal helst ikke eksistere i ens hoved, med mindre man selvfølgelig bliver
alvorligt skadet eller bliver decideret dårlig. Hvor man føler denne grænse er,
er lidt forskellig fra person til person. Erfaring og måske også personlighed
betyder en del her, men man lærer efterhånden sin krop og psyke godt at
kende. Det er ikke et spørgsmål OM der
kommer kriser men hvornår de kommer og hvordan man tackler dem”.
Annedorthe følger op med lidt råd til eventuelt kommende ultraløbere…
”Man kan både slå følge med andre og få støtte derfra eller lukke sig lidt inde i sig selv og fokusere på løbet. Man kan tænke på nogle specielt hårde træningsture og tænke når man kunne klare det, kan de sidste 40 km også gennemføres. Man kan også have fokus på omgivelserne, nyde landskabet, tænke over hvor privilegeret man er, når man kan løbe sådanne lange ture”.
Som en af Danmarks absolut bedste kvinder inden for ultraløb har Annedorthe også fremtidige mål at gå efter. Til næste år vil hun gerne med det danske landshold til VM i 24 timers løb i Polen. Outstand1ng Performances ønsker hende held og lykke med de fremtidige udfordringer!



